Solen skinnede, guldsaksen var fundet frem, og et par hundrede mennesker var mødt op, da blomsterudstillingen På Vej Mod… lørdag den 26. september endelig åbnede i Haderslev. Biskop Marianne Christiansen klippede blomsterranken, mens Johnny Haugaard og de mange frivillige kunne glæde sig over, at deres blomsterunivers nu var klar til at tage imod publikum.
Endelig! Biskop Marianne Christiansen jubler, efter at hun med guldsaksen har klippet blomsterranken og officielt åbnet På Vej Mod… i Ridehuset i Haderslev sammen med borgmester Mads Skau og udvalgsformand Kjeld Thrane. Efter 14 dages forsinkelse kunne blomsteruniverset lørdag den 26. september tage imod de første gæster.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Haderslev Kjøbstads Vægterlaug indledte den længe ventede åbning af blomsterudstillingen På Vej Mod… med en vægtersang.
Klokken var 12.26. Og efter 14 dages forsinkelse var det endelig blevet tid til at invitere publikum indenfor i Johnny Haugaards blomsterunivers i Ridehuset.
De mørke skyer, der havde hængt over udstillingen, var forsvundet. Tilbage var glæden og forventningen hos de mange mennesker, der siden den 14. august havde arbejdet på at forvandle Ridehuset og området omkring bygningen til et blomstrende eventyr.
Et par hundrede mennesker var mødt op til åbningen, hvor både biskop Marianne Christiansen, borgmester Mads Skau, udvalgsformand Kjeld Thrane og naturligvis blomstermanden selv, Johnny Haugaard, var til stede.
Sidstnævnte var mødt op i sit arbejdstøj.
En guldsaks på en blomsterpude
Det blev vægterlaugets yngste medlem, Ask, der fik en ganske særlig rolle ved åbningen.
På en blomsterpude bar han den guldsaks frem, som biskoppen skulle bruge til at klippe ranken og dermed markere den officielle åbning af udstillingen.
Vægterlaugets yngste medlem, Ask, havde fået den særlige opgave at overbringe guldsaksen på en blomsterpude. Her står han sammen med Johnny Haugaard og medlemmer af Haderslev Kjøbstads Vægterlaug.
Forinden havde Marianne Christiansen i sin tale trukket tråde mellem blomsterudstillingen og den Reformation, som begyndte i Haderslev for 500 år siden.
Med Lutherrosen som udgangspunkt talte hun om forandring, tro, håb og kærlighed – og om, at både blomster og mennesker udvikler sig i deres eget tempo.
– Hvornår er en rose sprunget ud? Som bristende knop, som sagte udfoldet, som fuldt udfoldet med bladene dalende til jorden – eller når dens røde hybenhjerte slår bag falmet rosendragt?
I alle stadier er rosen skøn og i bevægelse hen mod noget andet, lød det fra biskoppen.
Biskop Marianne Christiansen trak i sin åbningstale tråde mellem Lutherrosen, Reformationen og det blomsterunivers, som de frivillige har været med til at skabe.
Reformationen er en stadig proces
Marianne Christiansen mindede om, at Reformationen ikke blot var en begivenhed, der fandt sted for 500 år siden.
– Reformationen, gen-dannelsen, omformningen af kirke og samfund, som fandt sted for 500 år siden her i Haderslev og Tørning len, var og er også en langsom proces, som på mange måder endnu er i gang.
Hun pegede på, at mennesker fortsat må søge efter mening og finde ud af, hvordan deres liv formes og genformes af det, de tror og håber på.
– Det bliver ingen færdige med, det er en stadig proces.
Netop tanken om forandring og omformning er central i udstillingen, hvor Lutherrosen har været en vigtig inspirationskilde.
Den hvide rose med det røde hjerte, det sorte kors, den himmelblå baggrund og den gyldne ring er Martin Luthers kendemærke. Et symbol på tro, håb og kærlighed.
Og samtidig et udgangspunkt for Johnny Haugaards og de frivilliges arbejde med at skabe nye fortællinger og kunstværker af blomster og naturmaterialer.
Rosen sprang ud mellem torne
Da tankerne om 500-årsmarkeringen i Haderslev tog form, opstod idéen om at lade Lutherrosen møde blomsterkunstnerens arbejde med at forme og omforme materialer.
En blomstrende udstilling skulle forbinde fortid og fremtid – og give nyt liv til fortællingen om Reformationen.
At vejen frem mod åbningen ikke blev helt så ligetil som planlagt, fik med biskoppens afsluttende ord en særlig klang.
– Langsomt er den rose sprunget ud, mellem torne, som det sig hør og bør. Og i dag er vi fulde af glæde og forventning, når vi om lidt kan træde ind i rosenriget og blomstereventyret.
Hun takkede alle, der havde været med til at så idéer, plante, bygge og forme udstillingen, og Johnny Haugaard for de blomstrende idéer og billeder.
Og så var det tid til guldsaksen.
Med et klip blev blomsterranken delt. Biskoppen løftede armene i jubel, og vejen ind i blomsteruniverset var endelig åben.
Blomstermanden greb mikrofonen
Også borgmester Mads Skau og udvalgsformand Kjeld Thrane holdt taler ved åbningen.
Borgmester Mads Skau glædede sig over, at udstillingen åbnede – og at han kunne få lov til at være med – efter forsinkelsen.
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Kjeld Thrane, glædede sig over, at Haderslev har et rigt kulturliv og en en rig historie – som reformationen.
Og så greb Johnny Haugaard selv mikrofonen.
Ikke med en stor, forberedt tale, men med en improviseret hilsen til de mange mennesker, der var mødt op for at fejre åbningen.
Blomstermanden stod i sit arbejdstøj foran den store gyldne portal, der fører ind i en af udstillingens haver.
Blomstermanden i arbejdstøj. Johnny Haugaard holdt en improviseret tale ved den længe ventede åbning. Bag ham ses den gyldne portal, der fører gæsterne ind i blomsteruniverset.
Bag ham lå resultatet af de seneste ugers arbejde. Blomster, græsser, grene og genbrugsmaterialer var blevet til et univers, hvor naturen, kunsten og historien mødes.
Åbningsceremonien sluttede med en sang, der er skrevet særligt til udstillingen.
Seks ugers arbejde kulminerede med åbningen
For de mange frivillige var åbningen kulminationen på et usædvanligt forløb.
Siden den 11. august har de knoklet med at bygge, plante, binde, forme og forvandle Ridehuset og området omkring bygningen til et blomstrende univers.
Rigtig mange var mødt op for at være med til åbningen.
Da åbningen den 12. september måtte udskydes, fortsatte arbejdet. Nu kunne de endelig vise resultatet frem.
Og mens de første gæster bevægede sig ind i udstillingen, begyndte en ny fase for de frivillige. Nu handler det om at tage imod publikum og give gæsterne en oplevelse af det, de selv har været med til at skabe.
Frivillige holder styr på gæsterne
Mens åbningen blev fejret udenfor, sad de frivillige klar i billetkontoret.
Her var klemmerne fundet frem, så man løbende kan holde styr på, hvor mange gæster der befinder sig i udstillingen.
Det skal sikre, at der hele tiden er overblik over antallet af besøgende i de fem haver og inde i selve Ridehuset.
Oplev På Vej Mod… frem til 31. oktober
Blomsterudstillingen På Vej Mod… er en del af markeringen af 500-året for Reformationen i Haderslev.
Med Lutherrosen som inspiration har Johnny Haugaard og de mange frivillige skabt en udstilling, hvor blomster, naturmaterialer og kunstneriske installationer fortæller om forandring, tro, håb og kærlighed.
Udstillingen kan foreløbig opleves frem til den 31. oktober.
Efter 14 dages ventetid er blomsterranken klippet over.
Nu er vejen åben.
Kort før åbningen lavede Johnny Haugaard blomsterranken af mos og Hortensia, der gjorde det ud for det røde bånd.
Vægterne var kommet for at være med til at åbne På vej mod...., der er hovedattraktionen i markeringen af 500-året for Reformationen i Haderslev.
Udenfor udstilllingen fik deltagerne ved åbningen en ganske lille flig af det, der venter på den anden side af porten.
En af de frivillige havde lavet en sang om Blomstermanden, der var kommet til Haderslev.
Mange var mødt op for at være med til åbningen af udstillingen.
Tovholder Christian Schulz fik sig inden åbningen en snak med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Kjeld Thrane, borgmester Mads Skau og biskop Marianne Christiansen.
Kort fortalt om udstillingen
Det koster 175 kroner at komme ind at se udstillingen.
Udstillingen findes i og ved Ridehuset, Sejlstensgyde 7, 6100 Haderslev.
Udstillingen er åben hver dag fra klokken 10 til 17 indtil den 31. oktober.
Billetter kan købes HER
Tekst og foto: Haderslev Stift
På Vej Mod.... er en del af markeringen af 500-året for Reformationen i Haderslev
Se hele programmet for Reformations-,markeringen HER
.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=168%2B82&quality=85)













.jpg?rotate=0&etag=%22W%2F21151-1992e0c9a90%22)
.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=248%2B121&quality=85)





