Aida Steffensen er en af de mange frivillige, der lige nu forvandler Ridehuset i Haderslev til et blomstrende univers med Lutherrosen som omdrejningspunkt.

Aida Steffensen står lænet ind over en plade i Ridehuset med hænderne fulde af bøgegrene og ståltråd.

Sammen med sin datter og en veninde er hun ved at bygge store reder af afklippede toppe fra en bøgehæk. Senere skal pladerne vendes om og sættes op i loftet, så rederne bliver en del af det blomstrende univers over publikums hoveder.

Aida er frivillig.

Når hun har tid og lyst, dukker hun op i Ridehuset for at være med til at skabe Johnny Haugaards store blomsterudstilling ”På vej mod….”, der bliver hovedattraktionen ved markeringen af 500-året for reformationen i Haderslev.

Og hun er blevet helt vild med det.

– Det er enormt spændende. Jeg kan rigtig godt lide at lave noget med mine hænder, og man bliver jo bidt af at skabe noget sammen med andre. Så det er lidt derfor, jeg er her.

Mere end blomster i en vase

Johnny Haugaard og hans store hold af frivillige er i gang med at forvandle Ridehuset til et sanseligt blomster- og planteunivers med Lutherrosen som det store omdrejningspunkt.

Her bliver blomster ikke bare sat i vaser.

Grene, blade, tidsler, blomster, kviste, græsstrå og bark bliver bundet, flettet og bygget sammen med ståltråd, oasis og masser af hænder.

Fra 12. september til 31. oktober bliver det hele en del af den udstilling, publikum kan opleve i Ridehuset.

Allerede på den første arbejdsdag mødte mange frivillige op. Projektkoordinator Christian Schulz vurderer, at omkring 100 var forbi.

Aida var én af dem.

– Jeg var også ovre i Bogense – på Harridslev Slot, fortæller hun.

Her skabte Johnny Haugaard og hans frivillige udstillingen The Rose fra 24. juli til 9. august i en gammel kostald ved slottet. Kort efter rykkede Johnny Haugaard og en del af de frivillige videre til næste projekt i Haderslev, hvor opbygningen begyndte 11. august.

Fællesskabet trækker

For Aida handler det ikke kun om blomster, grene og reder.

Det handler også om menneskene.

– Når man ikke længere er på arbejdsmarkedet, så er det dejligt at møde folk fra andre dele af Danmark – og i det hele taget møde nye mennesker.

Hun er betaget af både omfanget, kreativiteten og hele processen.

– Det er en lang proces – og lang tid. Men der er rigtig mange søde mennesker, og jeg synes, det er fantastisk at være her.

Og lysten til at være med stopper ikke nødvendigvis, når udstillingen åbner 12. september.

– Nej da. Jeg tænker, jeg fortsætter som frivillig. Måske i billetlugen eller som kustode. Det bliver også godt og sjovt.

Har du lyst til at møde Aida og de andre frivillige?

Har du lyst til at blive frivillig som Aida?

Du behøver ikke melde dig til en hel uge. Et par timer er nok. 

Hvis ja kan du møde op i Ridehuset, når du har tid. Der arbejdes hver dag fra klokken 9 til 20.

Og forplejningen er der styr på. Der er morgenmad, frokost og aftensmad til de frivillige – og selvfølgelig masser af kaffe.

Læs mere om Johnny Haugaard og de frivillige på Johnny Haugaards hjemmeside.


Læs mere om hele programmet for 500 år Reformation i Haderslev

Det begyndte her