Haderslev var det første sted i Norden, hvor reformationen blev gennemført – ti år før resten af Danmark. Her i 2026 er det 500 år siden, og nu bliver historien fortalt på helt nye måder.

Otte foreninger, institutioner og museer får penge til at markere jubilæet.

Haderslev Kommune har afsat 200.000 kroner til arrangementer i forbindelse med jubilæet, og Reformationspuljen har netop haft sin første uddelingsrunde.
Der er kommet ti ansøgninger, og bevillingsgruppen indstiller, at otte projekter får det, de har søgt. I alt uddeles der 106.470 kroner til aktiviteter.

Projekterne spænder bredt: fællessang, kunst, undervisning, historiske udflugter, foredrag og kulturformidling. Både børn, familier, skoleelever og voksne får mulighed for at opleve, hvordan reformationen satte spor i netop Haderslev – længe før resten af landet fulgte efter.

Aktiviteterne finder primært sted i jubilæumsperioden fra 12. september til 31. oktober 2026, hvor både by, kommune og landsdel inviteres med til at fejre den begivenhed, der gjorde Haderslev til et historisk foregangssted i Norden.

Modtagerne af pengene er:

1.     SG25 – Fællessang
Fællessangaften med fortællinger om reformationens betydning for salmetradition og folkeligt fællesskab.

2.     Museum Sønderjylland – Oplev reformationen i kirkerne
Heldags bustur til kirker i Haderslev Kommune med fokus på reformationens spor i kirkerummene.

3.     Museum Sønderjylland – Alt om Luther på 60 minutter
Familieforestilling med Sigurd Barrett 

4.     Historie Haderslev – Ehlers Samlingen – Borgerprojekt om Lutherrosen
Workshops og udstilling, hvor borgere selv fremstiller Lutherroser.

5.     Haderslev Skole-Kirke Samarbejde – Undervisningsmateriale om reformationen
Nyt undervisningsforløb, der sender skoleklasser ud til centrale reformationssteder i Haderslev.

6.     Haderslev Sangakademi – Reformationens stemme
Fællessangaften med historisk fortælling om tro og sang frem mod reformationen.

7.     Haderslev Kunstforening – Den lange historie
Deltagende kunstprojekt i byrummet, hvor borgernes ord og tegninger bliver en del af et fælles værk.

8.     Dansk Klokkemuseum – Tro og forandring
Udstilling, foredrag, koncerter og musik med fokus på reformation og kirkehistorie.

Der kommer til maj endnu en ansøgningsrunde, så flere idéer kan blive en del af markeringen.

Historien begyndte i Haderslev – og nu bliver den fortalt på nye måder.