Prisvindende sopran Anna Wierød synger på koncertscener i både Danmark og udlandet. Til oktober er hun en af de centrale kræfter bag Reformationens lyd, hvor hun vil vise, at musikken i reformationsåret 1526 var meget mere end salmer og kirkemusik.

"Jeg blev censureret på P2."

Anna Wierød smiler, mens hun tager en slurk af sin Rheingold på bryghuset Zeitgeist i Haderslev.

Det lyder næsten umuligt.

Hun er prisvindende sopran, synger med nogle af landets førende ensembler og optræder året rundt på koncertscener i både Danmark og udlandet.

Men de sange, der fik P2-redaktionen til at reagere, var ikke moderne protestsange.

De var flere hundrede år gamle.

"Det er plat humor. Det er fækalt. Det handler om prutter," siger Anna Wierød og griner.

Hun skynder sig dog at sætte ordene i perspektiv.

"Dengang var det ikke plat. Det var underholdning. Det var kærestesange. Det handlede om livet, som det blev levet på gaden. Om druk og hor."

Reformationen lød også uden for kirken

De fleste forbinder reformationen med kirker, salmer og højtidelig musik.

Men uden for kirkens mure lød en helt anden musik.

På torve, i gader og på værtshuse blev der sunget om kærlighed, druk, henrettelser, skæbner og hverdagens små og store begivenheder. Sangene blev trykt på billige ark papir og solgt på markeder og i gaderne, hvor de blev sunget igen og igen af almindelige mennesker.

Det er netop den glemte side af musikhistorien, som Anna Wierød har beskæftiget sig med gennem mange år.

Interessen begyndte i forbindelse med hendes musikfestival Stenbroens Barok, som netop har fejret fem års jubilæum. Siden har hun fordybet sig i broadside-ballader, drikkeviser, skillingsviser, mad songs og execution ballads – den folkelige musik, som fortæller om menneskers liv længe før radio og streaming.

"Det manglede da bare"

Anna Wierød bor i Haderslev.

Selv om kalenderen er fyldt med koncerter i både Danmark og udlandet, var hun ikke et øjeblik i tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville være med til at sætte lyd på markeringen af 500-året for reformationen.

"Det manglede da bare," siger hun.

Hun har ikke alene sagt ja til at medvirke. Hun har også været en vigtig del af arbejdet med at udvikle musikprogrammet og skabe kontakt til flere af de medvirkende musikere.

Publikum kan opleve hende flere gange under Reformationens lyd. Hun synger med Musica Ficta ved åbningskoncerten, er en del af husorkesteret sammen med zinkenisten Lene Langballe og medvirker desuden ved Taffelkoncerten, hvor hendes sang møder Gambe Consort i musik fra renæssancens festmåltider ved hoffet.

Musik, alle kunne synge med på

Martin Luther mente, at musikken var en af de stærkeste veje til at formidle troen. Derfor skrev han salmer, som menigheden selv kunne synge. Musikken skulle ikke kun høres – den skulle synges.

Samtidig fortsatte de folkelige viser med at lyde på torve, markeder og værtshuse. Her blev der sunget om kærlighed, druk, sorg, glæde og livet, som det blev levet.

Det er netop den lyd, Anna Wierød ønsker at give nyt liv under jubilæet.

En lyd, der stadig kan overraske

Når husorkesteret spiller ved Ale & Tobaccoc, når Anna Wierød synger ved hoffets taffel, og når musikken fylder Haderslevs gader, bliver det derfor ikke bare koncerter.

Det bliver et møde med den lyd, som meget vel kan have lydt mellem husene, da reformationen blev indført i Haderslev for 500 år siden.

Måske er det heller ikke så mærkeligt, at den stadig kan overraske.

Da Anna Wierød sidste sommer afsluttede musikfestivalen Stenbroens Barok med gamle drikke- og horeviser, skrev Politikens anmelder Thomas Michelsen:

"Teksterne i de drikke- og horeviser fra barokken, hun sang, var så saftige, at den helt sikkert ikke var gået i dag."

Anna Wierød nøjes med at smile.

"Jeg blev censureret på P2."


Fakta: Oplev Anna Wierød under Reformationens lyd

Musica Ficta & Bo Holten

Lørdag 24. oktober kl. 16.00
Haderslev Domkirke

Anna Wierød synger med Musica Ficta ved åbningsarrangementet.

Billetter: https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/151020

Ale & Tobacco

Torsdag 29. oktober kl. 20.00
Bryghuset Zeitgeist

Anna Wierød og Lene Langballe spiller folkelige viser fra reformationstiden, mens forfatter Martin Davidsen fortæller om drukkultur og livet i 1500-tallet.

Billetter: https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/151021

Taffelkoncert

Fredag 30. oktober kl. 19.00
Festsalen på Haderslevhus

Anna Wierød synger sammen med Gambe Consort ved en koncert inspireret af musikken omkring renæssancens festborde.

Billetter: https://v2.billetten.dk/index/chooseprice/showid/423477/type/1

Musik i Haderslevs gader

Fredag 30. oktober kl. 11.00–17.00
Lørdag 31. oktober kl. 11.00–14.00

Anna Wierød og Lene Langballe fylder Haderslevs gader med den folkelige musik, som kunne have lydt i reformationsåret 1526.