Korset, hjertet, rosen, himlen og den gyldne ring. Martin Luthers gamle segl har fået nyt liv i en udstilling, hvor papir, saks, kniv og foldeteknikker fortæller historien om Lutherrosens symboler.
I 2026 markerer Haderslev 500-året for Reformationen i byen. Det var her, Luthers nye tanker allerede i 1526 begyndte at blive omsat til virkelighed – ti år før Reformationen officielt blev indført i Danmark.
Et af de symboler, der går igen i jubilæumsåret, er Lutherrosen. Martin Luther brugte selv rosen som sit segl, og de enkelte dele havde hver deres betydning: korset, hjertet, den hvide rose, den blå himmelbaggrund og den gyldne ring.
Nu er Lutherrosen blevet udgangspunkt for en udstilling i Ehlerssamlingen i Slotsgade, hvor symbolerne udfoldes i papir.
Fra knop til afblomstring
Rosen er udstillingens bærende motiv og følger naturens egen rytme – fra knop til udsprunget rose og videre til afblomstringen, hvor kronbladene falder.
De fleste elementer i udstillingen er fremstillet af papir. Enkle papirark er med saks, kniv og forskellige foldeteknikker blevet forvandlet til både enkle og detaljerede former.
På den måde mødes et næsten 500 år gammelt symbol og et nutidigt kunsthåndværk.
Skabt i fællesskab
Jytte Isaksen har været skaber og tovholder på udstillingen, men hun har ikke stået alene med arbejdet.
Flere borgere i Haderslev har bidraget til både fremstillingen af elementerne og til opsætningen af udstillingen. Dermed bliver Lutherrosen ikke kun et historisk symbol, men også en fortælling om fællesskab og om at skabe noget sammen.
Udstillingen er finansieret med midler fra Haderslev Kommune og markeringen af 500-året for Reformationen.
Se udstillingen i Ehlerssamlingen
Udstillingen kan opleves i baghuset ved Ehlerssamlingen i Slotsgade i Haderslev tirsdag til søndag kl. 12-16.
Der er gratis adgang, og udstillingen kan ses frem til 18. oktober 2026.
Tekst og foto: Historie Haderslev
Se også den store udstilling om Luther på mærket hos Historie Haderslev på Kløvervej
Se hele programmet for 500-års markeringen HER
.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=168%2B82&quality=85)


.jpg?rotate=0&etag=%22W%2F21151-1992e0c9a90%22)
.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=248%2B121&quality=85)





